Viser opslag med etiketten masser af grønsager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten masser af grønsager. Vis alle opslag

mandag den 4. februar 2013

Let ret med Kylling i pande og stegte rosenkål.



Vi skulle have lidt noget nemt i dag, for vi troede at vi skulle have eftermiddagsgæster. Men det var så først i morgen.
Til gengæld har manden og jeg i stedet brugt eftermiddagen på at skifte alle vores håndklæder ud, så dagen i morgen skal vist gå med at vaske nye håndklæder. Det har vi så også kun snakket om i et par år at få alle håndklæder udskiftet til nye i petroleumsblå.
Dette er nu gjort.

Sådan generelt har vi også haft behov for en rolig dag i dag. Weekenden gik med at vi tog til Høje Taastrup fredag, til Vejle lørdag, og så skulle vi egentligt have været i Kolding søndag, men pga en misforståelse endte det med at blive her. Vi havde nemlig en frisør på besøg, sådan i retning af at der kun er en der i følge min søn Toke, må klippe ham. Dette er så vores veninde der er frisør. Så hun var lige forbi og tæmme sønnens manke, og så fik vi lige en gang hyggelig mad. Drikkevarerne fra i går gav dog lidt ekko ind i dagen i dag, og det bidrog bare ydeligere til at maden i dag skulle været LET!
Retten tager cirka 30 at lave og jeg starter med at smide vand over til ris, og så er det hele færdige når risene er færdige.

Så her får i lige en af mine nemme retter, ganske simpel kylling i pande.

Kylling i pande
Hovedret til 4
250 g champignoner i skiver
4 kyllingebryststykker skåret i tern
50 g smør
1½ tsk paprika
1 hakket løg
1 dåse flåede tomater
2 dl piskefløde
1 tsk basilikum
salt og peber
evt. jævning

Tilbehør:
ris og stegte rosenkål

Varm smør op på en sauterpande. Snit løget, skær kødet i tern. Svits løg og kylling på panden og tilsæt paprika.Når kyllingestykkerne er gyldne hældes de flåede tomater over og det får lov til at koge til kyllinge er ved at være mør. Tilsæt fløde, basilikum og champignoner og smag retten til.
Jævn evt. sovsen hvis den har behov for dette.


Rosenkålene skar jeg stokken af, og smed dem så over på en pande med varm olie, tilsatte lidt presset hvidløg, en sjat vand og en sjat hvidvinseddike, salt og citronsaft, og så blev de stegt/dampet til de var møre.
Jeg havde aldrig prøvet det før, og det var ok, ikke 100% succes, men ok. Men opskriften skal lige finjusteres lidt mere inden jeg kommer med en decideret opskrift herinde.
Så prøv selv frem, stegt rosenkål smager helt anderledes end kogt.

tirsdag den 22. januar 2013

Fyldt kyllingebryst og rodfrugter

Her er en opskrift jeg har lovet en at ligge op.
Glemte alt om at få taget billeder sidste gang jeg lavede det, så dem må i desværre vente tålmodigt på.

Det er i alt sin enkelhed en gang fyldte kyllingebryster med flødeost og andet godt og så med bagte rodfrugter til. Retten kan i øvrigt også sagtens laves med svinemørbrad, det gør vi når min mor spiser med, da hun hverken spiser fisk eller fjerkræ.

Start med at lave rodfrugterne da de skal have længst tid.


Bagte Rodfrugter
500g blandede rodfrugter (gulerødder, rødbeder, selleri, persillerod m.m.)
2 rødløg
5-6 hele fed hvidløg med skal.
½ dl olie
2 spsk rødvinseddike
Krydderurter (mine favoritter er timian og persille, gerne friske)
Salt og peber.

Ovnen tændes på 200 grader.
Olie, rødvinseddike, krydderurter og salt og peber hældes sammen i en stor pose.
Rodfrugterne gøres i stand og skæres i rustikke stave, og rødløg skæres i både, kommes ned i en pose til marinaden.
Når marinaden er godt fordelt hældes hele indholdet ud i et stort fad.
Hvidløgene lægges hele med skal ned i mellem i fadet.

Fadet sættes i ovnen ved 200 grader varmluft i 60 min. Husk at gøre plads til kyllingen

Fyldt Kyllingebryst
4 kyllingebryster (eller 1-2 svinemørbrad)
1 glas champignoner
1 glas soltørret tomater
½ bæger neutral smøreost (buko, philadephia eller lign)
150 g parmaskine (1 til 2 pakker, sælges i store pakker i lidl som bondeskinke)

Kyllingebrysterne skæres op, så der er en god slids i dem (pas på ikke at skære igennem)
soltørret tomater og champignoner hakkes til små stykker og røres op i osten. Hvis der er meget tomat/champignongsnask smides det i fadet, i stedet for kun i osten. vurdere selv på mængden(gem lige en håndfuld hakkede tomater/champignoner til sovsen), kan i øvrigt også sagtens laves uden champignoner.
Oste-tomat-champignon-snasket fyldes i kyllingebrysterne og parmaskinken pakkes omkring, som derefter placeres i et ildfast fad.

fadet sættes i oven til rodfrugterne og skal have cirka 30 min (1 times tid hvis det er mørbrad)

Til dette laver jeg min egen lille nemme sovs, som smager en million gange bedre end knorr's saucer.

Krydret sovs med tomat og champignoner
10 g smør
1 finhakket skalotteløg
4 dl vand
1 bouillionterning
en smule af de hakkede tomater og champignoner
½ dl hvidvin eller rødvin (efter hvad man foretrækker eller lige har)
2 spsk hakket persille
meljævning

smelt smørret, svits løg, tomater og champignoner.
Tilsæt vand, vin og bouillionterning og kog det op med persillen i.
Jævn med meljævningen.

Smag til med salt og peber og hvad du selv synes der mangler af krydderier.

Jeg lover at billeder kommer næste gang jeg laver retten.


 
 



torsdag den 17. januar 2013

Kartoffelsuppe med porre

Manden og jeg har besluttet os for at vi skal leve lidt sundere, med mere grønt i hverdagen.
Vi har været rigtig sløve her det sidste kvartal af 2012, efter jeg fik arbejde og derfor tit er lidt sent hjemme og maden tit blev lidt for hurtigt lavet eller der blev lavet en lidt for let løsning.
Men vi har nu lidt over 14 dage inde i forløbet (og det er ikke et nytårsforsæt, vi ville bare ikke fjerne sukker mm i december.) konstateret at det faktisk er nemmere at lave ordentligt mad end vi havde regnet med.
Mest fordi vi er blevet rigtig gode til at hjælpe hinanden og planlægge tingene i god tid.
Ydeligere har vi fået ekstra bonus i et mere opryddet køkken. Hvilket bare letter madlavningen.

I tirsdag hvor manden var småsløj og knægten skulle til spejder og jeg kom ret sent hjem, skulle vi have noget nemt og gerne noget der varmede. Så vi lavede kartoffelsuppe og jeg brugte min egen opskrift som i øvrigt er ret god hvis jeg skal sige det selv.


Kartoffelsuppe med porrer

Til en stor portion hvor der var til nok 4-5 stykker (vi frøs resterne) brugte jeg følgende opskrift.

800g kartofler i tern
3 porrer skåret i tynde ringe
2 fed hvidløg fintsnittet
1 liter vand (eller suppevæske hvis du har det i fryseren, så dropper du bare boullionterningerne)
3 boullionterninger
5 laurbærblade
1 tsk timian
2 dl. fromage frais (eller creme fraiche)
2,5 dl fløde (eller madlavningsfløde)
1 dl hvidvin


salt og peber efter smag

tilbehør:
groft brød
ristet bacon
evt. kødboller i suppen

kartoflerne og porrer smides i en gryde, vand, bouillonterninger,hvidløg, laurbærblade og timian hældes i en gryde og koges i 30 min. suppen blendes med en stavblender til en cremet masse.
herefter tilsættes vin, fløde og fromage frais.
Suppe varmes op og smages til med salt og peber.


Husk at ingredienserne er cirka mål, så smag dig frem til om der skal mere af noget i.

Herhjemme var retten en succes, selv knægten spiste op, helt uden brok over smagen af grønsager.